Blærebetændelse hos kvinder
Blærebetændelse er meget ubehageligt, og desværre er din risiko for at blive ramt meget større, når du er kvinde. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at forebygge sygdommen, og at du sørger for at få den behandlet.

Opdateret marts 2025: Vi har opdateret artiklen med ny forskning om alternative behandlinger og forebyggelse af blærebetændelse, herunder hibiscusekstrakt, tranebær, probiotika, lokal østrogenbehandling og vaccineudvikling.
Både mænd og kvinder kan blive ramt af blærebetændelse, men det er kvinder, der bliver ramt hyppigst. Faktisk vil halvdelen af alle kvinder opleve at have blærebetændelse mindst én gang i deres liv.
Det kan være en smertefuld omgang, og rigtig mange kvinder beskriver følelsen af at have blærebetændelse som ‘at tisse glasskår’. Desværre er det ikke en unormal sygdomstilstand hos kvinder, og mange oplever det gentagne gange.
Hvorfor får kvinder lettere blærebetændelse?
Grunden til, at kvinder har lettere ved at få blærebetændelse end mænd, er, at betændelsen i langt de fleste tilfælde skyldes tarmbakterier, som finder vej op gennem urinrøret og formerer sig i blæren.
Spørgsmål og svar: Kan man få blærebetændelse efter sex?
Hos kvinder er der ikke langt mellem endetarmen og urinrøret, og kvinders urinrør er kun ca. 4 cm langt, hvorimod mænds er omkring 10 cm langt. Kvindens anatomi gør det simpelthen meget lettere for tarmbakterierne at sprede sig til blæren.
Symptomerne på blærebetændelse er en sviende fornemmelse, når du tisser, som intensiveres jo længere tid, der går. Hvis du oplever det sammen med hyppig vandladning, eventuelt let feber og blod i urinen, er det højst sandsynligt blærebetændelse, du lider af.
Ved blærebetændelse er det ikke blod fra skeden, som kommer ud med urinen, men derimod blod fra slimhinderne, som bliver røde og irriteret af bakterierne. Det er også denne irritation af slimhinderne der fører til, at urinblæren bliver ved med at trække sig sammen, selvom den er helt tom, og det er derfor, du konstant skal på toilettet – også selvom der ikke kommer noget tis.
Ny forskning viser, at kvinder med gentagne tilfælde af blærebetændelse måske kan få gavn af alternative tilgange til forebyggelse og behandling. Det gælder blandt andet kosttilskud kombineret af hibiscusekstrakt og tranebær, der i studier har vist effektivitet til at reducere infektionshyppigheden hos kvinder. Tranebær alene bekræftes ligeledes at have en forebyggende effekt.
Desuden er der ny evidens for, at probiotika og lokal østrogenbehandling kan være særligt gavnlige for kvinder efter overgangsalderen. Der pågår endvidere udvikling af en vaccine, der har til formål at forebygge urinvejsinfektioner og reducere behovet for antibiotika, hvilket kan være særligt relevant for kvinder, der lider af gentagne infektioner.
Kilder
-
sund-forskning.dk
Hibiscusekstrakt og tranebærs effekt på kronisk blærebetændelse.
https://sund-forskning.dk/artikler/hjaelp-til-den-akutte-og-kroniske-blaerebetaendelse-0/ -
videnskab.dk
Vaccine mod urinvejsinfektioner giver håb til kvinder med gentagne infektioner.
https://videnskab.dk/krop-sundhed/gentagne-urinvejsinfektioner-besvaerliggoer-behandling-ny-vaccine-skaber-haab/ -
ugeskriftet.dk
Om brugen af probiotika og lokal østrogen i forebyggelse af blærebetændelse.
https://ugeskriftet.dk/videnskab/simple-recidiverende-og-komplicerede-urinvejsinfektioner -
sund-forskning.dk
Tranebærs rolle i forebyggelse af urinvejsinfektioner.
https://sund-forskning.dk/artikler/tranebaer-reducerer-antallet-af-urinvejsinfektioner/ -
sundhed.dk
Samlebeskrivelse af recidiverende blærebetændelse hos kvinder.
https://sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/hovedstaden/almen-praksis/patientbehandling/patientforloeb/forloebsbeskrivelser-icpc/u-urinveje/cystitis-recividerende-ukompliceret-hos-kvinder/ -
lægerformidler.dk
Information om blærebetændelse hos ikke-gravide kvinder.
https://www.laegerformidler.dk/blaerebetaendelse-hos-ikke-gravide-kvinder/