Blærebetændelse hos ældre
Som ældre – særligt ældre kvinde – er din risiko for at blive ramt af blærebetændelse større end for andre. Vil du vide, hvad symptomerne er, hvordan du kan forebygge det, og hvordan du kan behandle det, kan du læse mere her.

Vi kan hurtigt blive enige om, at der absolut intet sjovt er ved at have blærebetændelse. Betændelsen er ofte ledsaget af smerter og en ulidelig trang til at tisse hele tiden. Desværre er ældre ekstra udsatte for at blive ramt af en urinvejsinfektion.
Ældre mennesker – i høj grad ældre kvinder – er dem, der oftest bliver ramt af blærebetændelse. I denne artikel kan du blive klogere på, hvorfor det er sådan, og hvad du som ældre kan gøre for at forebygge sygdomstilstanden.
Symptomer på blærebetændelse hos ældre
Er du i tvivl, om du er blevet ramt af blærebetændelse? Symptomerne på urinvejsinfektion er de samme, om du er en ung eller gammel. Herunder kan du se en oversigt over de mest almindelige symptomer.
- Stor vandladningstrang
Synes du pludselig, at du skal tisse meget oftere end ellers? Hyppig vandladning, hvor der ikke kommer særlig meget urin ud, kan være et tegn på blærebetændelse. Det skyldes, at blæren trækker sig sammen, hvis der er opstået betændelse, og det vil for dig føles som en konstant trang til at tisse.
- Let feber
Det er ikke alle, men nogle får en let feber, når de får blærebetændelse. Du kan dog sagtens have let feber uden at lægge mærke til det, men du kan måle din temperatur med et termometer, hvis du er i tvivl.
- Uklar og ildelugtende urin
Hvis du har fået blærebetændelse, vil din urin begynde at lugte rigtig grimt. Den kan desuden også skifte udseende og eventuelt blive let grumset eller decideret uklar.
- Blod i urinen
Nogle oplever, at deres urin bliver blodig, hvis de får urinvejsinfektion. Det kan ses som små klumper af blod i urinen, eller at urinen bliver farvet svagt rød eller lyserød. Grunden til, at ældre er mere udsatte end yngre, når det drejer som urinvejsinfektioner, er, at mange ældre kvinder lider af nedsunken livmoder, som gør det svært at tømme blæren helt, samt tør skedeslimhinde.
Hos ældre mænd kan en forstørret blærehalskirtel give anledning til blærebetændelse. Det er normalt hos mange mænd, at blærehalskirtlen (også kaldet prostata) vokser med alderen, således at den klemmer mod urinrøret og gør svært at tømme blæren helt ved vandladning.
Læs også: Forskning viser at kærlighed giver flere år til ældre at leve i
Derudover giver det at gå med ble, hvilket nogle ældre gør, en langt større risiko for at få blærebetændelse end ellers, ligesom kateterbærere også har større risiko for at blive ramt af blærebetændelse.
Om urinvejsinfektion hos ældre
Urinvejsinfektion er i sig selv ikke en farlig sygdom, hvis den altså bliver behandlet i tide. Det er derfor vigtigt, at du som ældre er ekstra opmærksom på symptomerne, som du kan se i listen længere oppe i artiklen.
Oplever du nogle af disse symptomer, bør du opsøge din læge med henblik på at lave en urinprøve. Lægen kan hurtigt se, om der er tale om en urinvejsinfektion, og i tilfælde af at der er, vil han eller hun udskrive en recept på antibiotikapiller til dig. Disse skal du tage i omkring en uges tid (det kan variere), og herefter vil bakterierne være slået ihjel.
Hvis du går med en blærebetændelse i for lang tid uden at komme i behandling, kan bakterierne forårsage andre – og mere alvorlige – sygdomme. Hvis bakterierne får lov til at formere sig i blæren, kan de sprede sig længere op i nyren, hvilket kan resultere i en infektion i nyrevævet og nyrebækkenet, kaldet nyrebækkenbetændelse.
Læs alt om behandling af blærebetændelse
I sådanne tilfælde vil du opleve høj feber, smerter i nederste del af ryggen (lænden), du vil føle dig sløj og eventuelt få kvalme. Nogle ældre oplever disse symptomer meget vagt, og reagerer ikke på det, men så snart du bliver øm i ryggen og har hyppige vandladninger, bør du kontakte din læge.
Hvis du har fået blærebetændelse, som har ledt til nyrebækkenbetændelse, vil du skulle i behandling med antibiotika med det samme. Det kan af og til være nødvendigt at blive indlagt på sygehuset, da behandlingen virker bedst intravenøst – det betyder, at det kommer direkte ind i blodårerne. Efter nogle dage vil du opleve bedring, og efter endt behandling, som kan tage fra en til fire ugers tid, vil du igen være helt rask.
Kun i meget sjældne tilfælde vil nyrebækkenbetændelse give blodforgiftning eller forårsage kroniske gener. Ved blodforgiftning (også kaldet sepsis) bryder bakterierne igennem til blodbanerne, og det er en meget alvorlig sygdom. I tilfælde af blodforgiftning vil du blive indlagt på sygehuset til tæt observation samt intravenøs behandling med antibiotika.